Ny roman af forsker i offentlig ledelse og far til et
handicappet barn, Peter Aagaard, sætter kritisk lys på det svære møde mellem
socialrådgiveren med det begrænsede budget og forældre til handicappede børn.
Brændt er
historien om mødet mellem på den ene side benhårde offentlige systemrationaler
og komplekse institutionelle logikker og på den anden side skrøbelige børn og
deres forældre med forventninger til hjælp og støtte fra velfærdssamfundet. Det
er også en historie om, hvordan vi handler, når livet mod forventning viser
sig at være skrøbeligt og uforudsigeligt. Hovedpersonen er Kristian, der sammen
med sin familie tilsyneladende lever et trygt og brudsikkert liv i det nybyggede
villakvarter Tårekær. Kristians tilværelse slår dog sprækker, da han bliver far
til et udviklingshæmmet barn, og langsomt forplanter sprækkerne sig fra
familielivet til arbejdet, naboerne og samarbejdet med kommunen.
I garagens mørke om aftenen drømmer Kristian om en
nem vej ud af det hele, men der er ingen nemme veje ud af livets morads.
»Uventede begivenheder, der gør os små og sårbare,
rykker helt fundamentalt ved den placering, vi troede, vi havde i verden,«
fortæller forfatteren Peter Aagaard. »Med et handicappet barn kigger vi ind i
en verden, der fundamentalt og for altid er anderledes. Denne nye, skræmmende
verden stirrer tilbage på os og stiller os helt grundlæggende spørgsmål som:
Hvem er du?«
Romanen er fiktion, men er baseret på Peter Aagaards
egne erfaringer med at få et udviklingshæmmet barn. Erfaringer, der langt fra
altid har været gode, og som udstiller, hvordan vi som individer og samfund
ofte har vanskeligt ved at tackle de tunge sider af tilværelsen.
I romanen følger vi også Line, der bliver
sagsbehandler for familien og på tætteste oplever, hvordan mødet mellem
Kristians familie og kommunen går grueligt galt. Romanen forsøger dermed at
belyse, hvordan forholdet mellem borgere og det offentlige har forandret sig
drastisk i de senere år.
»Jeg håber, at bogen kan være med til at ændre lidt
ved den måde, borgere og myndigheder taler med hinanden, men også ved den måde
vi taler sammen om det svære, sårbare og uventede ved livet med for eksempel
handicappede børn. De fleste af os lever meget velordnede liv, blandt andet
takket være en veludbygget velfærdsstat. Men når tilværelsen bryder sammen ved
for eksempel uhelbredelig sygdom, så har vi ofte en forventning om at hjælpen
er der. Det er den bare ikke længere. Det offentlige system er ikke
nødvendigvis på din side,« fortæller Peter Aagaard.
Også her trækker Peter Aagaard på egne erfaringer i
mødet med det offentlige. I romanen udvikler samarbejdet med kommunen sig helt
skævt, men så galt er det dog ikke gået for Peter Aagaard og hans familie.
»Mine egne oplevelser som far til et handicappet barn
har dog klart været blandede,« konstaterer forfatteren.
Om forfatteren
Peter
Aagaard er forfatter og forsker på Roskilde Universitet inden for politisk
kommunikation og offentlig ledelse. Han har blandt andet forsket i ledelse på
det specialiserede socialområde. Han er delefar til tre. Brændt er hans
tredje roman.
Om forlaget
Byens Forlag driver bogcaféer i Vejle og København
som udadvendte kontorer. Levende bogformidling er et særkende for forlaget,
der ønsker at integrere sig i bylivet og formidle litteraturen direkte til
læserne.
For mere info:
Jesper Skovmand
jesper@byensforlag.dk
+45 50 70 93 72
eller
Peter Aagaard
petaagaard@gmail.com
+45 28 30 83 68
jesper@byensforlag.dk
+45 50 70 93 72
eller
Peter Aagaard
petaagaard@gmail.com
+45 28 30 83 68